Fra bourbon til dessertvin til whisky – og hele vejen til dig
Denne måneds rom er lidt af en tidsrejse. Den startede sin rejse for hele ni år siden, da vi fyldte friskdestilleret rom på gamle amerikanske bourbonfade. Her har den ligget i otte år og taget alt det bedste med fra fadene – vanilje, karamel og den bløde rundhed, som kun bourbonfade kan give. Men vi stoppede ikke der.
Sidste år fik rommen lov til at flytte hjemmefra og ind på nogle helt særlige fade fra Stauning Whisky. Ikke bare whiskyfade – men fade der tidligere havde indeholdt Muscatel-vin, som i sig selv er sød, aromatisk og fyldt med komplekse noter. Kombinationen af whisky og vin i samme stykke egetræ giver en unik afslutning, hvor rommen får et ekstra lag af frugtighed, dybde og en næsten dessert-agtig elegance.
Fuld fadstyrke – uden filter
Vi har tappet den præcis som den er: 60,3% alkohol, direkte fra tønden, uden sukker, uden kølefiltrering. Bare ren, uforfalsket romglæde. Og ja, det er en sværvægter – så husk, at du kan lege med et par dråber vand for at åbne duften og blødgøre alkoholen.
Hvad er det nu den minder mig om?
Dejlig duft af flormelis, friskbagt brød og ….. karamelliserede løg. Du kender helt sikkert den mundvandsfremkaldende duft når der bliver stegt løg i køkkenet! Den der duft der indeholder forventningens glæde om noget sødt, sprødt, let bittert og en bombe af umami. Det er præcis sådan september-rommen føles når den rammer dine smagsløg! Smagen er bare utrolig blød trods den fulde fadstyrke. Brændte æbler og tarte tatin (måske også mere æbler end løg i duften ved nærmere eftertanke). Frisk, let tør smag selvom den har en laaaang sød eftersmag.
Jeg glæder mig til at høre, hvad du synes om denne kombination af klassisk bourbonlagring og det lille Stauning/Muscatel-twist. Det er ikke en rom, man lige finder andre steder, og det er præcis derfor, jeg elsker at lave klubudgivelser som denne.
God fornøjelse med smagningen – og del endelig dine noter og billeder i vores Facebook-gruppe Skotlander Rum Club.
Vi ses igen til december.
Store romhilsner
Anders Skotlander