Gær! Helten bag det hele!
Velkommen til juni-udgivelsen af Skotlander Rum Club. Jeg har glædet mig ret meget til at fortælle om noget så spændende som gær. Kan man smage forskel?
Det er et godt spørgsmål, som jeg stillede mig selv for knap otte år siden, da han nævnte det. Vi satte gang i et eksperiment: Samme type råsukker (sukkerrørsmelasse), samme fermentering (fire uger), samme destillation (pot still), samme type fad (Ex Oloroso), samme alkoholstyrke (42% vol) – men forskellige gærtyper.
Jeg har samlet alt viden om gær i spiritus lige her.
Det skal vi smage…
Lad os komme i gang. Jeg har hældt begge rom op i hvert sit glas, så jeg kan starte med at dufte til begge. Så smage. Dufte igen og finde små forskelle. Og sådan går der hurtigt en fredag aften.
Den første rom I skal smage er: Frugtbrændevinsgær / fruit brandy (kig under ’yeast’ på etiketten)
Sikke en duft. Mørke bær, honning og nybagt sandkage. Dejlig smag af blød alkohol, masser af sødme (uden af blive oversød).
Den næste rom er: Whiskygær (kig under ’yeast’ på etiketten)
Uhh, meget mørk i smagen. Tydelig duft af stjerneanis, kanel, masser af egetræ, snert af Gammel Dansk. Dejlig krydret smag med en anelse tørhed.
Jeg synes der er enorm forskel. Det er to ret forskellige rom, selv om deres ophav er ens. Måske ”whiskygær” har fået en smule for meget tid på egetræet. Eller også skulle ”frugtbrændevinsgær” have haft en smule længere tid.
Hvad synes du?
Bedøm selv hvad du synes og stem om din favorit på Skotlander Rum Clubs Facebookgruppe. Jeg håber du synes det var sjovt at smage med og blive lidt klogere på gær.
Og når vi nu taler om gær, så har vi lagt en lille sidevogn i kassen. En helt friskbrygget collab med Skagen Bryghus (gæren er en typisk ølgær Saccharomyces Pastorianus), øllet har en dejlig fed og kraftig smag. Øltypen er en dobbeltbock og den gode brygmester i Skagen har justeret smagen med god, lagret Skotlander Rom.
God fornøjelse med det hele. Jeg glæder mig til næste udsendelse den 1. september.
Store romhilsner
Anders Skotlander